Der er flere personer med dette navn, se Hans Øllgaard.
Hans Øllgaard (14. oktober 1837 i Snejbjerg – 23. august 1895 i København) var en dansk højesteretsdommer.
![image](https://www.wikidata.da-dk.nina.az/image/aHR0cHM6Ly93d3cud2lraWRhdGEuZGEtZGsubmluYS5hei9pbWFnZS9hSFIwY0hNNkx5OTFjR3h2WVdRdWQybHJhVzFsWkdsaExtOXlaeTkzYVd0cGNHVmthV0V2WTI5dGJXOXVjeTkwYUhWdFlpODNMemN4TDBoaGJuTmZKVU16SlRrNGJHeG5ZV0Z5WkY4eE9Ea3dYMko1WDB3bFF6TWxRamh1WW05eVp5NXFjR2N2TWpJd2NIZ3RTR0Z1YzE4bFF6TWxPVGhzYkdkaFlYSmtYekU0T1RCZllubGZUQ1ZETXlWQ09HNWliM0puTG1wd1p3PT0uanBn.jpg)
Foto: Adolph Lønborg 1890
Han var søn af Balthasar Krarup Øllgaard, blev 1855 student fra Kolding lærde Skole og 1861 cand. jur. Samme år blev han ansat som assistent i Justitsministeriet, hvor han 1871 avancerede til fuldmægtig og 1878 til chef for 1. departements ekspeditionskontor. 21. december samme år blev han Ridder af Dannebrog og 22. samme måned assessor i Den kongelige Landsoverret samt Hof- og Stadsret, blev 17. marts 1891 dommer i i Højesteret og 26. maj 1892 Dannebrogsmand.
I en lang årrække virkede Øllgaard som juridisk manuduktør, var 1880-91 og fra 1893 censor ved den juridiske eksamen og var 1881 medstifter af Juridisk Forening. 1884 blev han formand for Grundtakstansættelseskommissionen, 1890 medlem af repræsentantskabet i Nationalbanken og 1893 direktør i Understøttelsesanstalten for trængende Efterslægt af Medlemmerne i den ophævede civile og adskillige Stænders Enkekasse. Han skrev (1887): A. S. Ørsteds Indflydelse paa den videnskabelige Behandling af den dansk-norske Privatret.
Han ægtede 27. maj 1864 i Vor Frue Kirke Sophie Jacobine Mathilde Petersen (3. oktober 1837 i Holstebro – 3. juli 1907 i Hellebæk), datter af provst Herman Frederik Petersen og Augusta Eleonore Grundtvig.
Kilder
- Danske Jurister 1736-1936.
Wikimedia Commons har flere filer relateret til Hans Øllgaard (højesteretsdommer)