Hejlsminde Badehotel blev opført i Hejlsminde i 1912 af den lokale iværksætter Jeppe Lauridsen. Han ville trække turister til byen, der ligger ved indløbet fra Lillebælt til Hejls Nor. Badehotellet blev i 2002 udstykket i ferielejligheder.
![image](https://www.wikidata.da-dk.nina.az/image/aHR0cHM6Ly93d3cud2lraWRhdGEuZGEtZGsubmluYS5hei9pbWFnZS9hSFIwY0hNNkx5OTFjR3h2WVdRdWQybHJhVzFsWkdsaExtOXlaeTkzYVd0cGNHVmthV0V2WTI5dGJXOXVjeTkwYUhWdFlpOWpMMk5oTDBobGFteHpiV2x1WkdWQ1lXUmxhRzkwWld3dWFuQm5Mek0xTUhCNExVaGxhbXh6YldsdVpHVkNZV1JsYUc5MFpXd3VhbkJuLmpwZw==.jpg)
Historie
Jeppe Lauridsen, som der er rejst en mindesten for ved Hejlsminde Forsamlingshus, havde cikorietørreri, teglværk, kro, kalkbrænderi og købmandsforretning. Da Kolding Sydbaner med jernbanelinjen Kolding-Hejlsminde blev anlagt i 1911, lukkede han sin kro og opførte i stedet badehotellet tæt på stationen. Det blev starten på Hejlsmindes udvikling til turiststed.
Grænsen til Tyskland gik ved Hejlsminde indtil Genforeningen i 1920, og man skulle med færge over norets munding. Der blev bygget bro i 1923, og byen blev et endnu mere attraktivt feriested. Der blev etableret badebro, bådebro, servering ved stranden og rutebåde til udflugtssteder i Lillebælt.
Da familien Trillingsgaard i 2002 solgte hotellet til Strandhotellerne, blev hotellets værelser solgt som 24 individuelt indrettede ejerlejligheder, der fortsat skulle lejes ud til feriegæster. I 2008 overtog Danland forpagtningen og udlejningen. Lejlighederne ejes stadig af private, som selv har rådighed over lejlighederne 5 uger om året. Hejlsminde Badehotel råder desuden over et badeland med spabad, rutsjebane, børnebassin og sauna.
Eksterne kilder/henvisninger
- Din indgang til Hejls og Hejlsminde området: Hejlsminde Badehotel 5. marts 2016 hos Wayback Machine
- Flashback Kolding: Hejlsminde Badehotel – af Kolding Stadsarkiv og Steffen Nielsen, Ugeavisen 4. oktober 2017.
- Visit Danmark - Hejlsminde Badehotel 28. januar 2022 hos Wayback Machine